at gære rent

han tog fat i hendes kæbe og drejde igen hendes hoved og tvag hendes mund op og stak den ind igen denne gang holdte han hendes hoved fast med et solidt tag i kæben "så luk for helvet kæften kælling og sut du er intet anet end en lille skøge når jeg er færdig med dig din lille horeunge jeg har kneppet din mor i røven og nu knepper jeg dig i kæften så kan i lære jeres plads jeg ejer dig er det forstået så sut for helved" han begyndte brutalt at hive sit lem ind og ud

hun følte hun var ved at blive kvalt og endte sit sindst med at bide håndt fat i hans lem og gav slip da han trak den ud og spyttede på gulvet "din syge stoder du er værre en den syge søster som er så godtroende du er værre en din fuckd op far du er syg du er ond du er en dæmon du er besat lige som resten af din syge familie i er dæmoner satnas yngel" hvæsede han af han og begyndte at hulke igen da det hele var formeget for hende hun ønskede sig selv død hun var igang med at blive vanæret af en syg mands lumske og syge tanker

han stønnede højt af nydelse og smilede lumskt til hende "som jeg sagede det bliver værst fior dig selv nu har jeg endnu mer lyst til at kneppe dig din lille skøge unge og hvad angår vores far er det ham der har lært mig hvad jeg ved fra de gnage jeg betratede ham htage din mor ¨hårdt i røven min kære søster og hvad angår vores anden søster vil jeg også gerne i bukserne på hende problemet erbare at hun altid har den forbanet livvagt rende i røven" han slog hende hårt i maven og gik ned imellem hendes ben og strak tre figer op i hende

Hun skreg af smete og vred sig mere så hendes håndled og ankler blødte mere "det er ikke sandt din løgner du lyver jeg er ikke i familie med dig det er løgn en løgn fra dit syge sind" skreg hun af smerte fodi hen hånterede hende jo ikke just blidt og enu en strøm af tåre gled ned af hendes kinder og hun hev efter vejret da smerterne syntes ulidelige

han smilede til hende "ved du hvorfor din mor aldig har fortalt dig hvem din far er din lille hore ugne for det er det du er du er født ude for ægteskab og din far er min far det er meget enkelt" han trak sine finger ud og pressede hdem hårdt ind igen han lænede sig frem og lod sin tunge glide hend over hednes krop

hun udstøte et støn af bar smerte hun ville ikka føle ham inden i sig eller på sig og da hans tuge geld hen over hendes nønge hun trak hun maven sammen men hun kumme ikke sige noet hele hendes indre var som lammet og hun kunne ikke en gang angribe han uanset hvor meget hun ønskede det

kamler kom farende ind i lokalet han fik øje på charls der lå med fingerne inde i hans elskede lille pige han så blodet og hvordan hendes smukke rene krop var forslået og spændt op han så hendes tåre og mærekde et stik af sorg og skam han skulle sldig være gået fra hende han var på under et sekundt over ved ham og flåede med uovermennesklig styrke charls væk fra hende og smed ham ind imod vægenhan gik over til hendes føder og flåede rebende over og gik der efter over til hendes hænder og løsende hende han trak hende blidt ind til sig uden et ord

Elizabeth klemte sig ind mod Kamler og hulkede hjertes skrænde og trykkede sig hovede ind mod has bryst og havde aldrig i hele sit triste liv været glad for nogen på denne måden hele hendes indre var i oprør og kvalmen og at stadig kunne følre Charls berøring voksede og hun måtte kleme sig så hårdt som hendes lille krop kunne ind ppå Kmaler

Charls faldt ind mod væggen og samelde sine bukser op "Dig du har intet at skulle sige her du har ingen ret til at stoppe mig hun tilhøre mig og det gør du også dit misfoster" råbte han vredt af ham og fandt sin lille kniv frem og hævede den over hovdet og farede ovver mod Kamler fast besluttet på ar dræbe ham

han så blidt på hende "jeg bliver lige nød til at ordne det her min elskede prøv at holde dig ude af kampzonen ik min skat" han tog jakken af og lagede om hende og lagede hedne blidt fra sig han rejste sig og vendte sig imod den fremfusnede charls sukkede opgivende blev de dødelige da heller aldig kloger han gik frem imod charls og undgik smidigt kniven hasste sin hånd på hans struppe og hamrede ham igen ind imod muren denne gang holdte han bare stadigvæk fasst han så på ham og hans øjne var kolde og fulde af had "du ejer mig ikke og det kommer du aldig til du ved ikek hvad du er oppe imod knægt" hans tænder var kommet til synge og det var nu tydeligt at han var vampyr

Elizabeth trak hans jakke tæt om sig og skuppede si så langt væk fra charls hun kunne

Charls kikkede på Kmaler og havde sværdt ved at få vejret da kamler holdte om hans hals "Jeg hra vidst det i noget id og nu kan jeg jo se det sin vanskabning du høre ikke til her" lykkedes han af få sagt da hans luft veje var spærret og han kunne ikke rigtig få luft ind eller ud ah ntog fast i kamlers hånd led med begge hænder og prvede at fjerne hans hånd fra hans hals

kamler fastholdte charls og smilede over hans forsøg på at komme fri troede han vireklig at hans usle menneske styrke kunne måle sig med en vampyrs hans øjne blev langsomt røde i kanterne og han smilede grumt "din fader ved hvad jeg er jeg er ikke kun vampyr men også en mester i sort magi og har længe arbejdet for begge dine forelder med at rejse uddøde som din fader skulle bruge til sermonier så jeg tror ikke det er dig der skal sige noget men en ting kan jeg sige dig " han trådte tøtter på charls gen og hviskede ildevarslenede tæt ved hans øre "hvis du nogle sinde rør min kvinde igen så drænner jeg dig for hver eneste blod dråbe jeg vil drikke dig så tør at selv støvet i dine åre vil skrige på vand" han trådte væk og kulgede hård charls tværs igennem lokalet som hvis han havede været en ødelagt kludedukke

Charls fløg ind i en af væggene og slog hovdet ret så hårdt ind i væggen så en lille stripe af blod trillede ned på hasn skulder og hans øjne flakkede rund men det var vidst ike bevidst der var intet i charls øjne eller krop der gav noget tegn på at han var ved bevisthed

Elizabeth kikkede på Charls da han fløg gennem rummet hvorefter hun kikkede på Kamler hun var holdt op med at græde men sad nu bare og rysten over hele kroppen og havede lukket Kamlers jakke så tæt som sig som det var muligt hendes øjne var røssprægnte efter al den gråd og hendes hud glimtede svag fra koldsveden som havede lagt sig hendes hår dækkede det meste af hendes ansigt og små pletter af blod lå i hendes ansig da hun havde prøvede at gemme sit ansigt i sine arme

kamler gik over til hende og knælede ned foran hende "vi må heller få dig op på dit værelse det er ikke noget som en kvinde skal se det her" han rakte en hånd frem imod hende han ville ikke tvinge hende men han vidste også at hvis han blev i dette rum meget længer ville det ende frygteligt galt da luften af blod var begyndt at vække hans sanser til live

Elizabeth kikkede kort på hans hånd mens hele hednes krop stadig rystede og hun lagde forsigtig hendes hånd på hans og rejste sig om og vaklede lidt da hele hendes krop var ved at gå i chok tilstand og hun ikke længere kunne finde rundt i noget og lignede mere en vilje løs slave en en rigtig person

han rejste sig og trådte let og galant over til hende han løftede hende blidt op i sine arme og så kærligt på hende "det hele skal nok gå min elskede der sker dig ikke noget mere det lover jeg dig" han begyndte at gå ud af stuen stadigvæk med hende i armende han ikke så meget som så på charls da han gik

//out