endu et forsøg på flugt

valantha var kravlet ud af sit vindu og var nu endt i blomster haven det eneste sted hun ikke var bange for at være alle hendes styrke var efterhånden vendt tilbage og hun så nu meget rasker ud en tidliger hun følte sig heller ikks å svag og kold længer hun satte sig ned ved et rosnen bed og kikkede på den enlige iris der stak op imellem dem hun ville sådan ønske at hendes bror var her ham kunen hun tale med om alt hun sukkede og begyndte dæmpet at synge

fear who I am becoming,
I feel that I am losing the struggle within
I can no longer restrain it,
My strength, it is fading
I have to give in

It's the fear,
The fear of the dark
Its growing inside of me
They won, they will come to life
Have to save,
Save my beloved,
There is no escape
Because my fate is horror and doom

Hold down your head now,
Just let me pass by
Don't feed my fear,
If you don't want it out

I fear who I am becoming,
I feel that I'm losing all beauty within
I can no longer restrain it,
My strength, it is fading
I have to give in

It's the fear,
The fear of the dark
Its growing inside of me
They won, they will come to life
Have to save,
Save my beloved,
There is no escape
Because my fate is horror and doom

Long ago, it came to me
and ever since that day,
Infected with it's rage
But it ends today

It's the fear,
The fear of the dark
Its growing inside of me
They won, they will come to life
Have to save,
Save my beloved,
There is no escape
Because my fate is horror and doom

Arasian kom på fuld fart løbene ned mod haven da han jo ikke kunne ha at Valantha stak af igen han skulle jo pase på hende men hun ville jo abeselut altid flygte hans job var da også besværligt nå men nogen blev jo nød til at klare det han løb hen til val og kikkede på hende "Du burde ike stikke af lille spurv jeg bliver jo bange for at midste dig" sagde han venlig og smilede

hun så op på ham og smilede blidt "undskyld jeg ved det jeg havede bare behov for noget frisk luft og du virkede ikke ligefrem som om du var i humør til at gå en tur" hendes smil blegede en smule det kunne godt være at hun var ved at genvinde sine krafter men rask var hun lagt fra og hun mærkede nu den velkendte udmattelse ligge sig over hende som en tåge turen ud af vinduet ned af muren og igennem haven i løb havede taget på hendes krafter om hun ville det eller ej hun var glad for at hun sad da svimmelheden var begyndt at overmande hende

han satte sig på huk foran hende og lagde en hånd på hendes pande "du ser lidt bleg ud" sagde han venligt og strøg hånden på panden ned over hednes kind og kyssede hedne venligt på munden

"gør jeg ikke altid det? jeg troede efterhånden du havede vænet dig til mit sygelige udssende" hun smilede blidt til ham selv om hun kunne mærke hvordan selv et lille smil tog uenlig meget på hendes krafter

"jov det gør du men du har da fået lidt fave efter at jeg startede her" sagde han venligt og satte sig helt ned på jorden ved siden af hende "når hvad laver vi så idag?"

"kikker på blomster tager den med ro går jeg ud fra jeg håber lidt på at se min bror eller min far engang idag det er længe siden jeg har set nogle af dem og det vil glæde dem at se hvor godt jeg har fået det " hun prøvede at skjulede sin udmattelse for ham ved at vireke glad og standhaftig

han smilede over hednes forsøg og lage en arm på hendes skulder "for min skyld behøver du ike at virke stærk så spar lidt på dine krafter så din familie kan se din bedring det ville være det bedste " sagde han roligt og nussede hedne gennem håret

det lille smil blegende og var på ingen tid som bløst bort med vinden hendes øjne blev igen sløret af den mærklige skygge der havede det med at ligge sig ove rhendes ansigt når hun blev trist "det kræver bare at de finder tid til at se til mig hvilket jeg tvivler på nogle sinde sker de er ligeglade med hvordan jeg har det"

han sukkede og kyssede hedne på håret "så så de skal nok få tid til dig det lover jeg for jeg vil gerne se dig smile uden at skulle gemme din sorg" sagde han blidt til hende og kikkede med det sølvfaet øjne på hende men blæsten fvagt legede med hans hår

hun smilede svagt til ham "ved du godt at du er smuk" hun strøj forsigtigt bagsiden af hånden ned over hans kind lænede sig der efter frem og kyssede ham blid på den anden kind hun lukkede sine øjne da hun ikke ønskede at han skulle se hendes smerte

HAn smilede blot ved hednes ord og strøg hende på kinden og lade en hånd i nakken på hende og trak hende forsigtigt ind til sig og kyssede hedne blidt på mundenog lade en arm om hendes liv

hun nød haans blide kys og trykkede sig blidt ind til ham hendes øjne var stadigvæk lukkede og på hendes læber krusede et lille smil hun flølte sig tryk ved ham det var der ingen tivvl om men hun savne stadigvæk sin famile mere end noget anet hvorfor havede de aldirg tid

han nussede hedne i håret og kikkede på hende "bare rolig de skal nok få tid til dig valantha det lover jeg dig" sagde han med en beroligene stemme til hende

hun smilede og åbnede øjne og så hengivent på ham "man skulle næsten tro at du var tankeløser uanset hvordan jeg har det eller hvilke ting i verden der bekymre mig eller gør mig ked af det ved du altid præcis hvad det er uden jeg høvs at sig enoget"

"jeg ved da næsten altid hvad min lille spurv bekymre sig om ellers kunne jeg da ikke passe på den"sagde han blidt til hende og kyssede hden på munden og aede hedne genne hednes lange hår

hun så lidt små fornærmet ud over det sidste "jeg kan altså godt passe på mig slev jeg forstår stadigvæk ikke hvad jeg skal bruge en livvagt til" hun rejste sig op og mærkede øjeblikkelig svimmelheden tage fat i hende igen men hun lod som ingen ting

"rolig nu min lille engel kærlighed gør mig kun blid "sagde han venlig og tog blid fat i hendes arm så hun ikke gik nogen vejne

"jeg tror jeg vil gå ud og finde min bror eller min far og vise dem at jeg ikek har behov for beskyttelse misforstå mig ikke min eleskede jeg er lykkelig for at du er her men jeg er ikke så lille og ubeskyttet som alle tror jeg er og det bliver jeg nød til at vise dem" hunn lagede blidt sin hånd på hans for at få ham til at give slip

han rejste sig huhrtiggt og og tog blid fat om hende og trykkede hedne blidt ind til sig "du må ikke forlade mig for mit hjerte skriger efter din kærtegn....jeg ber dig gå ikke fra mig nu" sagde han med en så blid stemme aat det næsten gjorde ondt at høre han sige ordene så forsigtigt og bedene til hende

hun så på ham og splittelsen i hendes sjæl var tydelig på den ene side ønsked ehun desparat at finde sin far og få ham til at være stoldt af hende på den anden side ønsked ehun så brænedne at være sammen med ham hun lagede amrnede om ham og kyssede ham blidt "så bliver jeg her min elskede hvis det er det du ønsker"

"tak" sagde han med en lille viskede stemme og kikkede ehdne i øjne og fik ondt af hende for nu tog han her og ønskede hende for sig selv men hun bare ville se sig far og have ros fra ham men han kunne jo ikke få sig selv til at forlade hedne ahn ønskede hende jo hans begær brændte dybt i han for den ene ting der var han næsten umulig at få mente han selv selv om hans havde ehdnes hjerte og hednes krop men aligevel kunne han ikke lade vær med at tænke på hende og hvordan hun havde det han var jo ved at være forelsket i hende

hun smiled eblidt til ham og støj ham over kinden med bagsiden af venstrere hånd "det er intet du skal takke for det er mig der skal takker for at du vil have mig her hos dig for at du kom her og hjalp mig ud af mørket hjalp mig med at blive rask" hun kyssede ham blidt splittelsen rev stadigvæk i hende hun elskede ham ville give ham alt men vidste at hvis hun gav ham sig selv ville hun vanære hele sin familie og sig selv hun ville aldig blive gift og forevigt være tvunget til at leve i skam hvordan kunne noget der var så forket føles så naturligt

"Valantha hvis du ikker er sikker på hvad du har lyst til så lad vær med at vælge mig du skal ikke leve i vænære på grund af at du har været sammen med mig jeg vil ikke have at du liver i skam" sagnde han blid til hende og nussede hedn ei håret

"når du siger sådan hvordan kan jeg så anet end at vælge dig tro mig jeg er ikek bange for at ligge min ære i dine hænder da jeg ved at du vil vogte den som du vogter mig og ikke gøre noget uanstændigt uanset hvor meget din krop kræver det af dig" hun kyssede ham blidt igen og lagede amrnede om ham og trykkede sig ind til ham